90.000 kr. til Rudkøbing Tennisklub fra Fonden Langelands Elforsyning

En kæmpestor tak til Fonden for Langelands Elforsyning for en flot donation til klubben. 90.000 kr. har vi fået som tilskud til at opgradere vores låsesystem.
Det har de sidste par år knebet med at skaffe nøgler til klubhus og hal til nye medlemmer - og samtidig har vi en lettere antikveret automat i hallen til aktivering af lys. Det hele er blevet lidt bøvlet, især efter at vi stort set hver uge har gæstespillere - både på grusbanerne, på padelbanen og i hallen. Vi har lappet lidt på systemet med nøglebokse hist og her, men det går ikke i længden. Derfor glæder vi os til at få sat et system sammen, som bliver let at betjene - både for medlemmer og vores mange gæster.
Vi var ikke alene om at blive betænkt af Fonden Langelands Elforsyning; 23 meget forskellige foreninger fik penge - og i alt deles fra Fonden 14 millioner ud over en periode på tre år. Det er et fantastisk tilskud til det, som rører sig på Langeland - og værd at huske på, når man skal vælge el-selskab - eller have opsat ladestander til el-bilen. Vores lokale el-selskab er en stærk og markant støtte til hele det langelandske foreningsliv.
Hvis man vil læse mere om Fonden Langelands Elforsyning, så gå til:
https://fonden-lef.dk/