There's a new kid in town ...

Med referencen til det gamle Eagles-nummer kan vi byde velkommen til Christofher Barba, som mange af jer sikkert har mødt på anlægget i løbet af de sidste par måneder. Christofher er udvekslingsstudent via Rotary - og har, når han ikke er på tennisbanen, bopæl hos først familien Scharling, så hos familien Lollesgaard og til slut hos familien Killerup. Desuden følger han undervisningen som elev i 2. g på Svendborg Gymnasium.
Og hvem er han så, Christofher? Han fortæller om sig selv, at han er fra Wylie i Texas. Wylie ligger lige nordvest for storbyen Dallas, og er en hurtigt voksende forstad til Dallas. Christofher skal være i Danmark et års tid, og håber så senere at kunne komme på college; enten på Collin College i Plano eller - endnu bedre på Texas A&M i Bryan. Da det er voldsomt dyrt at studere i USA, er drømmescenariet dog at kunne studere i Danmark.
Christofher er af mexicansk herkomst (med dobbelt statsborgerskab) og taler derfor flydende spansk - og også fransk - naturligvis engelsk/amerikansk - og efterhånden også rigtig fint dansk. Derhjemme har han to yngre søstre - og har udover tennis også spillet fodbold og basketball.
Christofher har selv lært sig tennis via youtube (ja, det kan faktisk lade sig gøre!) - og slår en flot enkel baghånd og en hidsig topspins forhånd - og har desuden en kraftig kickserv. Den største tennismæssige udfordring i Rudkøbing har været at gå fra hardcourt til grus, hvilket har været en udfordring, da benarbejdet og boldens opspring her er af en ganske anden karakter end på hårdt underlag. Han er på tennisbanen i Rudkøbing så ofte som muligt - og vil meget gerne spille med alle interesserede.
Velkommen til Christofher - dejligt at have dig i klubben!